Ny undersøgelse: Børn, der mister forældre eller søskende, får ikke den anbefalede hjælp.


86 procent af de adspurgte er ikke blevet tilbudt den hjælp af sundhedspersonalet, som de burde, da de mistede en forældre eller søskende som barn. Det viser redaktionens egen undersøgelse. Men sorg i børnehøjde skal tages hånd om. For hvis børn står alene med deres sorg, er der større risiko for, at de får angst og depression og i værste tilfælde forsøger at tage deres eget liv, fastslår eksperter og en række undersøgelser på området. 

Mie Kristiane Suder køfer var 10 år gammel, da hun mistede sin far til selvmord.
Foto: Amalie Haun

af Mathilde Ranners, Amalie Haun og Anna Gille

10-årige Mie Kristiane Suder Køfer går med sin mor på Holsteinsgade i Odder. Det er koldt, denne tredje dag i februar 2015. Stilheden har lagt sig som en tåge over den normalt trafikerede vej i den midtjyske by. Morens mobil ringer. Mie kan høre sin farmors stemme i telefonen og mærker straks, at der er noget galt. Moren bryder ud i gråd. Mie ved, at det har noget med hendes far at gøre. Uden rigtigt at vide hvorfor. Hvad er der sket? Mie bliver trodsig og forlanger at få svar med det samme. Moren tager fat om sin datter og knuger hende tæt ind til sig. 

“Far er død,” siger hun.

Hjælp til børnene mangler
Omkring 2000 børn under 18 år mister som Mie hvert år en forældre, viser tal fra Danmarks Statistik.Og ifølge organisationen Børn, Unge og Sorg mister omkring 1000 børn og unge årligt en søskende. Men en stor del af dem bliver ikke tilbudt den fornødne hjælp til at håndtere deres sorg, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, når de er i kontakt med læger og sygeplejersker i forbindelse med dødsfaldet. 

Det viser en ny undersøgelse, som redaktionen har lavet. Her svarer 86 procent af de adspurgte, at sundhedspersonalet ikke spurgte ind til, hvordan de havde det, eller tilbød dem en samtale efter dødsfaldet. 78 procent blev ikke informeret om steder, hvor de kunne modtage hjælp til at håndtere deres sorg, som eksempelvis sorggrupper hos Kræftens Bekæmpelse eller Børn Unge og Sorg. 

Men hjælpen i sundhedsvæsenet har stor betydning, fordi forskning viser, at børn, der ikke får talt med nogen, har større risiko for at udvikle angst og depression og i værste tilfælde forsøge at tage deres eget liv. Og eksperter fastslår, at sundhedsvæsenet spiller en vigtig rolle, fordi man her har mulighed for at ‘fange’ flest efterladte, da størstedelen af de børn, der mister, er i kontakt med sundhedsvæsenet.

“Forskningsmæssigt ved vi, at alle børn, som mister en forælder, har større risiko for at få mentale lidelser. Derfor er det et stort problem, hvis sundhedspersonalet ikke arbejder ud fra anbefalingerne på området,” siger Jette Marcussen. Hun er lektor ved sygeplejerskeuddannelsen i Odense og ph.d. i pædagogisk psykologi fra Syddansk Universitet.

Redaktionens undersøgelse har kun fået 23 svar, men eksperter vurderer, at resultatet giver et retvisende billede. En af dem er førnævnte Jette Marcussen. Gennem hendes forskning i dobbeltsorg hos børn vurderer hun, at vores undersøgelse er valid. 

En anden er Annemarie Dencker. Hun mener også, at der er god grund til at tro, at vores undersøgelse ligner virkeligheden. Hun forsker i sundhedskommunikation ved Syddansk Universitet og har skrevet en ph.d.afhandling, der viser, at sundhedspersonalet ofte undgår at tale med patienterne om deres pårørende børn.

“Jeres undersøgelsesresultater undrer mig ikke. Der er ikke noget, der tyder på, at man har systematiseret indsatsen overfor børn som pårørende, siden jeg udgav min ph.d. i 2017,” siger hun.

Per Bøge, der har arbejdet med børn og sorg siden 1995 og er områdechef i afdelingen Omsorg hos Kræftens Bekæmpelse, ser også vores undersøgelse som udtryk for et generelt billede.

“Meget tyder på, at der ikke bliver gjort nok for børnene i sundhedsvæsenet, når de mister. Derfor vil det undre mig, hvis resultatet af undersøgelsen ikke er udtryk for en generel tendens. Det tror jeg bestemt, at det er,” siger han. 

“Det er et stort problem, at disse børn ikke bliver tilbudt hjælpen, som de har krav på. Selv hvis barnet siger nej, har de voksne stadig et ansvar for at finde ud af, om det reelt forholder sig sådan. At barnet ikke behøver hjælp,” siger Per Bøge.

________ Sådan gjorde vi________

Vi har lavet en spørgeskemaundersøgelse, som vi har forsøgt sendt ud til personer, som har mistet en forældre eller søskende, mens de var under 18 år gamle. 

Vi har spurgt ind til, om de har modtaget den hjælp, sundhedsstyrelsen anbefaler. Det har vi gjort ved at udvælge de mest konkrete anbefalinger, som tæller:

  • Om de af sundhedspersonalet (herunder læger og sygeplejersker) er blevet spurgt ind til, hvordan de havde det
  • Om de blev tilbudt en samtale med en præst eller psykolog efter dødsfaldet
  • Om de blev tilbudt en samtale med sundhedspersonalet efter dødsfaldet
  • Om de eller deres forældre fik informationer om steder, de kunne modtage hjælp til at håndtere sorgen efter dødsfaldet (eksempelvis Kræftens Bekæmpelse eller Børn, Unge og Sorg)

Vi har fået hjælp af eksperter til udformningen af spørgeskemaet, for at sikre os, at det bliver lavet på den mest korrekte måde. 

Vi har rakt ud til vores respondenter gennem facebookgrupper, der samler folk, som har mistet, mens de var under 18. Derudover har vi forsøgt at sende det ud til alle skoler i fire store kommuner fordelt rundt i landet. Gentofte, Svendborg, Aarhus og Kalundborg. Helt konkret har vi kontaktet 124 grundskoler i de fire kommuner.

Derudover har vi forsøgt at sende det ud til alle sorggruppe-tilbud i Region Hovedstaden, Sjælland og Midtjylland. Helt konkret har vi kontaktet 76 sorggruppe-tilbud og hørt, om de vil sende det videre til deres deltagere. 

Vi har desuden kontaktet alle regioner og hørt, om de har implementeret sundhedsstyrelsens anbefalinger på regionsplan. 

_______________________________________________________

Det er regionernes ansvar at sørge for, at anbefalingerne bliver ført ud i livet på landets hospitaler. Derfor har redaktionen taget kontakt til de fem regioner og spurgt, om de har implementeret Sundhedsstyrelsens anbefalinger på regionsplan.

Her svarer fire ud af fem regioner, at man ikke har udarbejdet anbefalinger eller retningslinjer på regionsplan. De henviser til, at man på enkelte sygehusafdelinger har anbefalinger for, hvordan man støtter børn som efterladte. Noget, man typisk har på afdelinger for langtidssyge og terminale patienter.

At være knust indeni 
Mie Kristiane Suder Køfer gik i fjerde klasse, da hun mistede sin far til selvmord. Og her fem år efter ser hun tilbage på en tid, der har været med til at forme hende til den 16-årige pige, hun er i dag. 

“Det første, jeg tænkte, da min far døde, var: åh nej, nu bliver jeg et af de børn. Jeg ville bare ikke være unormal eller have det stempel på mig,” siger Mie Kristiane Suder Køfer og fortæller, at hun slet ikke vidste, hvad hun skulle gøre i dagene efter sin fars død. At hun som lille barn var forvirret over den nye situation, og hvordan hun skulle reagere på den.

Men inderst inde var hun knust.

“Den kjole jeg havde på til begravelsen, den har jeg stadigvæk. Min mor, min bror og jeg fulgtes over til kirken og på en eller anden måde føltes det som om vi skulle til en festlig begivenhed fordi vi havde vores pæne tøj på. Men jo tættere vi kom på kirken, blev det mere og mere mærkeligt, fordi folk allerede var samlet. Da vi kommer ind i kirken, kan jeg bare se den hvide kiste, som jo ikke skulle stå der, men gjorde det alligevel.”
Foto: Amalie Haun


“Da jeg mistede min far, følte jeg, at der var noget, som blev taget væk fra mig. Som et stykke legetøj, man virkelig gerne vil have, men som så bliver taget væk fra en,” siger hun.

Efterfølgende, da den første del af sorgen og gråden forsvandt, begyndte en ny følelse at tage form i Mies krop. Vreden. Vrede over, at hendes far havde drevet sig selv så langt ud, at han ikke så anden udvej end endeligheden. Vrede over, at han ikke havde prøvet at gøre noget for at forhindre det. For at hjælpe sig selv. Og i sidste ende hjælpe sin familie. 

“Hvordan kunne han gøre det mod os? Det var et af de spørgsmål, der fyldte mest. Og deraf kom følelsen af afmagt og vrede,” siger Mie.

På en måde blev alle følelserne også blandet sammen. Mie kunne blive meget ked af det, vred og nogen gange også få dårlig samvittighed. For er det okay at det have det sjovt i en situation, når ens far lige er død? Det spørgsmål stillede hun ofte sig selv. 

Voksen for tidligt
Sorg er voldsomt for børn at opleve, og derfor kan det være afgørende, at de får talt med nogen om den. Som barn er man i mange tilfælde ikke parat til at mærke så store følelser, som sorgen er, og slet ikke til at skulle stå alene med den.

Det fortæller Lise Egholm, der er specialist i klinisk børnepsykologi og psykoterapi og arbejder ved organisationen Børn, Unge og Sorg. 

“Sorg kan føles ekstremt intenst, i særlig grad for børn. Som voksne har vi som oftest prøvet at miste i den ene eller anden grad. Derfor er vi mere bekendte med det virvar af følelser af vrede, misundelse, angst, der kan overvælde en,” siger Lise Eegholm. 

Hun forklarer, at mange børn og unge i forvejen kan føle sig enormt alene, hvis de har mistet en forælder eller søskende.

“De kan blive nødt til at blive voksne på et splitsekund, fordi de oplever noget, man ikke skal opleve som barn. Man er slet ikke parat til at mærke så store følelser, som sorgen er, og slet ikke til at skulle stå alene med den,” siger hun.

I den situation kommer mange børn til at skubbe sorgen foran sig uden at få den italesat, og det kan gå ud over deres mentale udvikling. Lise Eegholm fortæller, at mange af disse børn derved får sværere ved at gå i skole. Både som barn, men også længere gennem uddannelsessystemet, fordi de bruger deres energi på at begribe følelserne af at være efterladt. Dermed er der ikke meget energi tilbage til at skulle lære regnestykker i skolen.

Alene med sorgen
Cecilie Lindencrone mistede ligesom Mie sin far til selvmord, da hun var barn. Hun var 12 år gammel, da det skete, og i dag, 23 år senere, ser hun tilbage på tiden med stor forundring over, at hun udadtil kunne ligne en, der havde et normalt teenageliv. 

“Jeg følte en enorm ensomhed i at have mistet, og det gør jeg stadig i dag,” siger hun. 

Foto: Anna Gille
Tryk her for at høre, hvordan Cecilie reagerede, da hun fandt ud af, at hendes far var død

_________________________________________________________________________

I tiden omkring dødsfaldet blev der i familien snakket meget om ham. Om meningen med livet, og hvad det vil sige at mindes. Men det var kun lige efter. Der kom et tidspunkt, hvor det havde fyldt for meget for dem alle, og hvor det blev for smertefuldt for familien at rive op i. Og så blev det lagt væk.

Alt imens blev Cecilie ude i virkeligheden mødt af en mur af tavshed. Hverken lærerne eller vennerne i skolen spurgte ind til hende, og hun manglede et sprog for, hvordan hun skulle dele det, at hendes far var død.

“Jeg følte, at det var min egen opgave at fortælle dem det. Men det kunne jeg bare ikke, for jeg vidste ikke hvordan,” siger hun.

Hun fortæller grinende, hvordan hun i sin kalender, som hun havde med i skole hver dag, havde indskrevet sin fars dødsdato, i håb om at nogen ville lægge mærke til det og spørge ind.

“I dag virker det så langt ude og som et skrig om hjælp. Det byggede sig bare op indeni mig, for jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle fortælle min ‘store hemmelighed til mine klassekammerater,” siger hun. 

Alvorlige konsekvenser
Sorgen efter at have mistet kan virke ekstra intenst for et barn. Det er en af grundene til, at Jette Marcussen fra Syddansk Universitet påpeger det afgørende i, at efterladte børn får hjælp til at håndtere deres sorg.

Hun siger, at børn som har mistet og ikke får den hjælp, de har brug for, har tre til fire gange større risiko for at udvikle psykiske lidelser som angst, depression, stress og PTSD. Det, mener hun, er nogle af de væsentligste konsekvenser, hvis efterladte børn ikke får hjælp.

“Dermed kan der være øget risiko for, at barnet eller den unge senere i livet ender i alkoholproblemer eller hjemløshed,” siger Jette Marcussen.

En pointe, der bliver bakket op af psykolog Lise Eegholm. Ifølge hende er der risiko for, at unge ender ud i misbrug, hvis de aldrig har fået håndteret deres sorg. 

“Nogle unge ender der, fordi det er en nem måde at glemme sine følelser på, når man er påvirket af eksempelvis hash,” siger hun. 

Derfor mener Jette Marcussen, at det er ekstra vigtigt, at sundhedspersonalet er særligt opmærksomme på de efterladte og deres sociale miljø. 

“Det kan være med til at præge barnets sorgprocess og liv i negativ retning, hvis de for eksempel kommer fra et hjem med andre problemer såsom skilsmisse eller psykisk sygdom,” siger hun.

Frygt for farvel
“Dagen efter min 12 års fødselsdag bryder jeg fuldstændig sammen,” siger Mie Kristiane Suder Køfer. 

Det er lige der. På det tidspunkt. At det går op for Mie, at hendes far ikke er her mere, og det faktum, at det heller ikke er sikkert, at hendes mor, er der, når hun vågner næste dag. 

“Det er der, min angst begynder,” siger hun. 

To år efter, da Mie Kristiane Suder Køfer går i syvende klasse, får hun konstateret angst. En angst, der primært bunder i, at hun er bange for at være væk fra sin mor. Bange for at sige farvel til hende, når hun tager i skole om morgenen. For hvad nu, hvis det er sidste gang, hun ser hende?

Mie mener, det kan have noget at gøre med, at sidste gang hun så sin far i live, var da hun vinkede farvel til ham fra klasselokalet. 

“På det tidspunkt, jeg fik den konstateret, kunne jeg have angstanfald flere gange i løbet af en dag,” siger hun. 

Derfor var det også en lettelse for hende at finde ud af, hvad det var, der skete med hende. 

“På den måde fik jeg en forståelse for mine handlinger og følelser og behøvede ikke længere forklare det med, at jeg var hysterisk og bare gerne ville have opmærksomhed,” siger Mie. 

“Men på samme tid fik jeg også et stempel. Jeg blev hende pigen, der havde mistet sin far og havde angst.”

Bange for at dø
Cecilie Lindencrone oplevede også, at angsten fik en plads i hendes krop efter dødsfaldet. 

Lige efter døden gennemgik Cecilie en sorgfase. Efter noget tid fik hun det bedre, og sorgen lagde sig i baggrunden. Men det varede kun, indtil hun igen oplevede at miste.

For da Cecilie var omkring 14 år, slog hun og hendes første kæreste op. Og så var det, som om kærestesorgen rev op i et gammelt minde. Sorgen fra hendes far. Det blev starten på mange års kamp med angst og depression.

“Tankerne om døden og meningen med livet begyndte igen at fylde i mit hovede. Jeg kunne ikke tænke på andet. Jeg var så bange for, at alle omkring mig ville forsvinde,” siger hun.

“Min fars selvmord satte også sine spor i min mor, som jo også var i krise efter. Hun havde ikke redskaberne til at finde hjælpen til mig. Her havde det været ideelt med nogen fra sidelinjen, der ved noget om sorgreaktioner og kunne se tingene udefra, som kunne have henvist mig til hjælp. Det ville jeg da ønske i dag,” siger Cecilie Lindencrone.
Foto: Anna Gille.

Det startede med nogle panikanfald. Cecilie var alene hjemme. Hun kunne ikke få fat i sin mor, og hun var overbevist om, at det var, fordi moderen var død. At hun var blevet kørt ned. Overbevist om, at hun også selv skulle dø.

“Jeg var bange for at flyve og rejse, fordi jeg var bange for, at der var nogen, der skulle dø, mens jeg var væk. Når telefonen ringede, var jeg sikker på, at det var nogen, der ville ringe og melde et dødsfald,” siger hun.

“Det er jo absurd, men det sad bare fast i mig. Nok fordi jeg oplevede at miste som barn med et ungdomssind, der endnu ikke vidste, hvordan verden hænger sammen,” siger hun.

_____________________________________________________________________________

Her fortæller Cecilie om frygten for at dø

_____________________________________________________________________

Ukendte anbefalinger
En af de store årsager til, at sundhedspersonalet ikke får levet op til sundhedsstyrelsens anbefalinger, er blandt andet en mangel på uddannelse og kendskab til anbefalingerne. 

Det siger Annemarie Dencker, som forsker i sundhedskommunikation og i 2017 lavede en Ph.d om sundhedspersonalets tilgang til børn som pårørende. En tilgang, hun mener kan ligne den, sundhedspersonalet har, når de er i kontakt med børn, der lige har mistet en forældre eller søskende. 

“Mange ved ikke, hvordan de skal gå ind i samtalen om børn med patienterne, og for mange er der en følelsesmæssig barriere, specielt hvis de har børn på samme alder derhjemme,” siger hun.

Dencker pointerer, at en stor del af sundhedspersonalet heller ikke kender til anbefalingerne. Og hvis de gør, handler det om, at de ikke har nok ressourcer til at tage sig af børnene som pårørende. Hverken følelsesmæssigt eller tidsmæssigt. 

Det bakker Jette Marcussen op. Hun siger, at mange sygeplejersker ikke kender til de generelle retningslinjer, men vurderer samtidig, at de fleste gerne vil udføre den omsorg.

“Jeg tror, sygeplejerskerne gerne vil tage sig af de efterladte og pårørende til syge og døde personer, men uddannelsen mangler mere fokus på håndteringen af sorg,” siger hun.

Derudover mener en stor del af sundhedspersonalet, at det er forældrenes egen opgave at sørge for at hjælpe deres børn. Men ifølge Annemarie Dencker har sundhedspersonalet en potentiel vigtig rolle at spille her, fordi de voksne efterladte også kan være i krise. 

“Ofte har de voksne pårørende svært ved at vide, hvordan de hjælper børnene. Her kan sundhedspersonalet spille en vigtig rolle i at hjælpe familien med håndtere og finde hjælp,” siger hun.

Ifølge Annemarie Dencker er det først og fremmest uddannelse, ledelsesmæssig opbakning og prioritering, der skal til, for at sikre at sundhedspersonalet bliver bedre rustede til opgaven. 

Der er meget lidt fokus på børn og sorg på sygeplejerskeuddannelsen. Dog udbyder det Nationale Sorgcenter i samarbejde med tre forskellige professionshøjskoler en diplomuddannelse med fokus på sorg. Der findes derudover et forløb på 10 dage udbudt af Seminarer.dk, kaldet sorgvejleder. 

Et væsentligt problem
Resultaterne fra vores undersøgelse og det faktum, at fire ud af fem regioner ikke har etableret Sundhedsstyrelsens anbefalinger på området, har redaktionen forelagt Henrik Thorup. Han er 2. næstformand i Danske Regioner. 

Han indrømmer væsentligheden af at hjælpe børn og unge i sorg. 

“Jeg synes ikke bare, at det er væsentligt. Jeg synes, det er MEGET væsentligt at hjælpe børn og unge i sorg. Det burde være en helt konkret opgave i sundhedsvæsenet,” siger Henrik Thorup.

Da adspurgt om, hvorfor regionerne ikke har gjort mere for at føre anbefalingerne ud i livet, når det er regionernes opgave, svarer Henrik Thorup, at han ikke kan forestille sig andet, end at sundhedspersonalet gør deres bedste.

“Men jeg må da klart indrømme, at vi har et ansvar, også for at få sygeplejerskerne til at føle sig mere kompetente til at varetage opgaven,” siger han.

Henrik Thorup forklarer, at det er et problem, at anbefalingerne ikke er blevet implementeret til trods for, at de har eksisteret siden 2012. Men han afviser at sige, at Regionerne har svigtet, før han har et større kendskab til sagen. 

Derfor vil han gerne have undersøgt omfanget af problemet til bunds og få udarbejdet et notat, der skal tages op i Danske Regioners ledelse. 

______________________________________________________________________________

“Børnene lærer sig en masse strategier, så de ikke viser sorgen, hvis de kan mærke, at deres omgivelser ikke kan magte deres sorg. Derfor bliver børnene til tikkende bomber, indtil de ikke kan holde sorgen ud mere,” siger Per Bøge fra Kræftens Bekæmpelse.
Det kan Cecilie Lindencrone genkende. Hør hende fortælle om det her.


__________________________________________________________________

Christiansborg vil se nærmere på det
På Borgen ser man også med stor alvor på problemet. 

Marlene Ambo (V), som er familie -og trivselsordfører for Venstre, er forundret og overrasket over, at de efterladte børn ikke får den hjælp, de har krav på.

“Det burde da være en selvfølge, at det sker! At vi i et velfærdssamfund som Danmark samler vores børn og unge op efter den kæmpe sorg, det er at opleve et nærtstående familiemedlem gå bort,” siger hun. 

Hun finder det dybt problematisk, at man regionalt ikke har levet bedre op til anbefalingerne og lover derfor at tage det videre til Sundheds- og Ældre Minister Magnus Heunicke (A). 

“Om det er lovgivning eller retningslinjer, der skal til i første omgang, kan jeg ikke udtale mig om, før jeg har snakket med ministeren. Men jeg vil undersøge det nærmere, og så må vi se, hvordan ministeren forholder sig til det. Vi er tydeligvis nødt til at arbejde videre med det,” siger hun. 

I Alternativet vil man også være med til at se på, om der skal lovgivning på området. 

“Jeg vil gerne se på, om vi kan finde en model for at give de her børn og unge en bedre støtte til at komme gennem deres tab. Det vil jo højne børnenes livskvalitet,” siger Torsten Gejl (Å)

Han pointerer, at det skal organiseres bedre, så både et regionalt og kommunalt apparat står klar, når børn mister. 

“Jeg forestiller mig, at det er noget, vi kan tage op til næste reserve-forhandling i Socialministeriet, men jeg skal dog vurdere det med min gruppe,” siger han. 

Redaktionen har, uden held, forsøgt at få en kommentar fra Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke (A). 

Lovgiving, en løsning i Norge
Flere eksperter peger på, at konkret lovgivning er den centrale løsning for at komme problemet til livs. Ingen af de politikere, redaktionen har talt med, har dog ville love dette.

Men ifølge Jette Marcussen fra Syddansk Universitet er lovgivning en af de eneste måder at sikre, at der kommer systematik på hjælpen. En systematik, der er nødvendig i håndteringen af efterladte børn og unge. Og derfor et stort politisk ansvar.

“Vi har brug for konkret lovgivning for at sikre, at anbefalingerne på området bliver fulgt konsekvent og dokumenteret på tværs af institutionerne omkring barnet. Man kunne for eksempel gøre det til en del af sundhedsloven,” siger Jette Marcussen. 

Per Bøge fra Kræftens Bekæmpelse bakker hende op. Han ser også en lovgivning, som den eneste løsning. 

“Det er tankevækkende og skræmmende, at flere af regionerne ikke følger anbefalingerne, men det er også et ret godt billede på, hvorfor en lov er så vigtig. Den er vigtig, da den vil være med til at sikre børnenes rettigheder,” siger han.

I Norge, et land Danmark ynder at sammenligne sig med, har man siden år 2018 haft konkret lovgivning på området.  

Lignende lovgivning ser man i Sverige og Tyskland, og i Storbritannien er man ved at forhandle samme type lovgivning på plads. 

Siri Gjesdahl er leder af BarnsBeste, Norges nationale kompetencenetværk for børn som pårørende. Et netværk, oprettet og støttet af det norske svar på Sundhedsministeriet. 

Hun mener, at det den norske lovgivning har haft en positiv effekt på håndteringen af børn som pårørende og efterladte. Lovgivningen har sat håndteringen i system. 

“I vores indsats lægger vi vægt på, hvad vi skal gøre, for at få det ramte barn og dets familie til at fungere. Systemet fungerer sådan, at børn som pårørende og efterladte bliver identificeret, kortlagt og får den nødvendige opfølgning,” siger Siri Gjesdahl. 

Hun forklarer, at det er vigtigt at følge op på børnene og deres familier. For hvis far er gået bort, og mor ligger syg derhjemme og ikke får fyldt køleskabet op, er det problematisk for barnet. Det er i sådan en situation, at lovgivningen sikrer, at barnet får hjælp.

Men Siri Gjesdahl mener stadig, at der kan gøres mere. Den norske lovgivning er relativ ny, og det tager lang tid at ændre et system. Derfor har de heller ikke nogen konkrete statistikker på, hvilken effekt lovgivningen har haft.

“Vi mener dog, det har en positiv effekt på børnene, at håndteringen af dem som efterladte er blevet systematiseret,” siger Siri Gjesdahl. 

“Når man har en lovgivning, har man nemlig en pligt til at leve op til reglerne. Alle børn får derfor den samme behandling, ligesom sundhedspersonalet får den samme oplæring at forholde sig til. Det er vigtigt,” siger hun.

Siri Gjesdahl påpeger, at vi i Danmark har været gode til at lave mange forskellige projekter for at hjælpe børn som pårørende og efterladte. 

Men problemet med sådanne projekter er, at de stopper på et tidspunkt. 

Og så stopper de gode vaner, man har fået indført. Det er en udfordring, hvis man skal ændre et problem systematisk. 

Derfor argumenterer Siri Gjesdahl for, at en lignende norsk lovgivning i Danmark vil være en god løsning. 

Hjælp? Ja, tak!

Mie Kristiane Suder Køfer spærrer de brune øjne op, da hun hører om lovgivningen i Norge. 

Hun smiler et skævt smil, mens hun halvt ryster, halvt nikker med hovedet, i hvad der kunne ligne både frustration og glæde over den nye information, hun har processeret. 

Hun har med sin mors hjælp opsøgt sorggruppetilbud for børn, som har mistet. Hun fik nemlig ingen informationer om steder, hun kunne søge hjælp, da hendes far døde. 

Mie har blandt andet været til samtaler hos Børn, Unge og Sorg og sidenhen NEFOS, en organisation, der er målrettet selvmordsramte familier. 

“Jeg synes virkelig, at den lovgivning mangler. Den mangler virkelig meget, da man ikke har overskud til selv at gå ud og opsøge hjælp i en situation, hvor man lige har mistet,” siger Mie. 

Spørger man Cecilie Lindencrone, lyder lovgivning også som en god ide. Hun ville i dag have ønsket, at nogen havde grebet ind dengang. 

“Selvom jeg nok var svær at hjælpe. Men når jeg ser tilbage, er det egentlig et kæmpe svigt, at ingen omkring mig greb ind, da jeg fik det skidt. Min mor vidste jo heller ikke, hvordan hun skulle hjælpe mig” siger hun. 

“Den største konsekvens ved at miste så tidligt er nok, at man skal have overskud, når man ikke har noget. Når man ikke har noget overskud, er det der, man har mest brug for hjælp,” siger Mie Kristiane Suder Køfer.
Foto: Amalie Haun

Når Mie Kristiane Suder Køfer kigger tilbage på årene efter sin fars død, er hun glad for, at hun har fundet nogen, hun kunne tale med.

Men hun er også klar over, at hendes fars tidlige død har været med til at forme hende. På en anden måde end hendes klassekammerater, der endnu ikke har mistet en forælder.

“Jeg har nogle erfaringer fra livet, som jeg ikke har fået fra mine omgivelser, men i stedet mine oplevelser. Det har været med til at gøre, at jeg er blevet voksen ret hurtigt,” siger hun. 

“Men på samme tid er det også vigtigt for mig at sige, at man ikke behøver være en grå, trist mus hele tiden, fordi man er i sorg. Det tror jeg også er lidt en fordom”.

Hello world!

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.